Fra Amerika til Europa

I 1492 opdagede Christoffer Columbus Amerika, men han stødte ikke på kakaoen i første omgang. Det var først på hans fjerde rejse i 1502, hvor han ankom til øen Guanaja, som i dag hører til Honduras.

Her var handelen livlig, og man brugte kakaobønner som betalingsmiddel. Selvom det er Columbus, som har fået æren for ”opdagelsen” af kakaobønnerne, så var det reelt hans anden søn Ferdinand og hans bror Bartolomeo, som hæftede sig ved brugen af bønnerne. Columbus omtalte dem som en slags mandler, da han efterfølgende skulle gengive sine oplevelser i det spanske kongehus.

Mere skarp på de kommercielle muligheder var Hernan Cortés, som tog turen i 1519. Han kom til Tenochtitlan, og mødte selveste aztekerkongen Montezuma, som ifølge legenden troede, at det var guden Quetzalhuatl som kom tilbage, men her tog han absolut fejl. Cortés blev inviteret med til en religiøs festival med masser af kakao. Montezuma drak selv op til 50 kopper om dagen og havde et lager med tusinde tons kakao og en masse guld. Cortés udfordrede Montezuma og efter nogle slag fik han overtaget og blev Spaniens første guvernør i den nye verden i 1521. Han fik sat træer flere steder i det Caribiske område og præsenterede den spanske konge for kakaoen i 1528.

I de næste knap 100 år havde Spanien monopol på kakaomarkedet. Spanierne skulle dog lige vende sig til smagen på den nye drik, og opskrifterne blev da også forædlet til mere europæisk smag. 

Fra Guder til Konger
 

Gudernes føde bliver også en elitær drik i Europa. Efter at spanierne har siddet på bønnerne i en del år (fra 1528) og også forædlet en del på drikken, tager den italienske opdagelsesrejsende, Francesco Carletti, udfordringen op, og sikrer de første direkte leverancer til Italien i 1606 fra El Salvador. Italien var ikke som Spanien et samlet land med et stærkt monarki, men bestod af flere enheder med paven i Rom og greven i Toscana som nogle af de mest indflydelsesrige. Med i magtens centrum kom Jesuitterne, som havde sikret sig stærke positioner som rådgivere for magthaverne, og med biblen i hånden fik de ofte deres vilje. De var modsat dominikanerne meget hårde ved de oprindelige folk i den nye verdensdel. Kakaoen kom til Frankrig i 1615 sammen med den spansk/østrigske prinsesse Anna. Hun skulle giftes med Louis d. 13, et arrangeret ægteskab mellem to 14 årige, der ikke var interesserede i hinanden, ej heller i rollen som konge og dronning, hvilket er godt beskrevet i ”de tre musketerer” og Anna er også dronningemoderen i ”Drengen med jernmasken”.

Spanierne, som drev rovdrift på deres nye kolonier og deres favoritområde Soconusco i den vestlige del af Mexico, hvor de fine Criollo træer stod, kunne ikke følge med efterspørgslen. Criollo er den fineste variant af kakao. Den betyder indfødt og var mest almindelig på den tid, men er i dag en truet variant.  Lokalbefolkningen led også hårdt under spanierne – både direkte som slaver, og en del bukkede under for nye ukendte sygdomme. Spanierne forsøgte at behandle dem bedre, men der var klart et behov for at finde flere forsyningssteder. Der blev set efter andre områder, og nye sorter kom med på markedet, nemlig Arriba (”fjerne egne”) fra Ecuador, og sideløbende hentede Portugiserne kakaobønner fra Amazonas af typen Forasteros (”fremmed”).

Fra konger til det bedre borgerskab
 

I løbet af 1600 tallet breder kakaoen sig til en række lande. Hollænderne presser Spanierne på deres positioner i Caribien i bedste piratstil og englænderne erobrer Jamaica fra Spanien i 1655, og får på den måde en fast forsyningskilde. I England kommer kaffen, teen og kakao’en til landet stort set samtidig og det bliver en ny trend med kaffehuse, hvor det bedre borgerskab får mulighed for at nyde en af de nye drikke.

I Danmark kommer kakaoen formentlig først til landet i 1700 tallet, og det er i de første mange år en apotekervare. Pudsigt nok var stifterne af Toms, Trojel og Meyer, begge apotekere, selvom det først var i 1924.
I 1727 vælter en cyklon de fleste Criollo træer på Trinidad og da cykloner er tilbagevendende, vælger man at genetablere bestanden med en hybrid af den stærke Forastero med de resterende fine Criollo træer og får en ny variant, Trinitario.
Criollo, Trinitario og den tidligere nævnte Arriba regnes som ædelbønner og Forastero som almindelig bønne. Oprindeligt udgjorde ædelbønner i niveauet halvdelen af alle træer, men i dag er der næppe mere en 15-20 %, hvoraf Criollo er nede i ganske få procent.

Læs om næste periode i chokoladens historie